
Vi skaber mening og sammenhæng
På Egebjerg Skole har vi omlagt den traditionelle måde at gå i skole på til den tværfaglige, projektbaserede og praksisnære læringsform, også kaldet PBL. Det har vi gjort, fordi vi tror på, at det skaber en højere grad af mening og sammenhæng for vores elever. Eleverne inddrages og skal forholde sig kritisk og reflekterende til virkelighedsnære problemstillinger eller hypoteser, som de afprøver for at finde svar. Dermed kobles det liv, de lever i skolen bedre med livet uden for skolens mure.
Det er det, der kobler og skaber sammenhæng og mening, og som i høj grad virker motiverende for vores elever. Verden uden for skolens mure er netop ikke delt op i små dele, som vi kender det fra fagrækken, hvor de går fra det ene fag til det næste; en skoledag med mange skift og hvor meningen og sammenhængen kan være svær at få øje på. Verden er én stor virkelighed.
Den projektbaserede og praksisnære læringsform er vejen anderledes inddragende og aktiv for jeres barn og fremtiden kalder på unge, som kan reflektere over deres omverden og som kan indgå i sociale og faglige fællesskaber om løsningen af en problemstilling. Dette er en væsentlig grund til, at vi har valgt at tage en anden tilgang til læring på Egebjerg Skole.
I praksis lærer eleverne at bruge fagene som værktøjer, der har en naturlig sammenhæng med hinanden og derfor ikke let kan adskilles, når vi prøver at forstå, hvordan verden hænger sammen. Jeres barn har på den måde færre skift i løbet af en dag og dermed mulighed for fordybelse.
PBL i punktform:
• Vi arbejder tværfagligt, projektbaseret og praksisnært
• Vi er undersøgende og vi stiller kritiske spørgsmål i vores søgen efter svar
• Vi fordyber os og belyser problemstillinger, der er virkelighedsnære
• Vi videndeler og tænker løsningsorienteret
• Vi har en høj grad af elevinddragelse, som motiverer og engagerer
• Vi skaber mening og sammenhæng
• Eleverne lærer at lære
• Læring og motivation gennem hånd, hjerte og hjerne
Kan alle det?
Svaret er ja! Denne læringsform beror på en høj grad af struktur og forudsigelighed!
For at sikre dette, udarbejder lærerne detaljerede og ambitiøse projektbeskrivelser, som beskriver
• Hvad eleverne skal lære
• Hvordan de skal lære det
• Hvilke fag der inddrages
• Hvem de skal samarbejde med om det
• Hvordan deres læringsforløb skal præsenteres.
Vi tror på, at denne arbejdsform kan skabe langt mere læring og tryghed for alle børn, uanset om man er sårbar eller står stærkt i livet. Det gør vi, fordi vi netop arbejder så struktureret og fordi eleverne har langt færre skift i løbet af skoledagen - og dermed mulighed for fordybelse.
Hvert af skoleårets fem projekter er bygget op omkring et engagerende spørgsmål, som eleverne er med til at udfolde og søge svar på. Undervisningen tilrettelægges sådan, at læringen sker via muligheden for at undersøge, elevernes undren og ved at eleverne bruger deres kritiske sans. Der lægges op til, at eleverne kan lære gennem praksis via konkrete materialer og oplevelser. Projekterne forholder sig til jeres børns omverden og de har stor medbestemmelse i valget af projektemner, de gerne vil lære om.
Vi arbejder for, at eleverne får en oplevelse af, at deres aftryk på verden nytter og at deres faglige, personlige og sociale udvikling er vigtig, både for dem selv og for deltagelse i den verden og skole, de er en del af. Vi ser det som vores opgave at give skolens elever kompetencer, viden og mod til at deltage i demokratiets udvikling og omsorg for den verden, de bor i.
Eleverne samarbejder med hinanden i opgaveløsningen. Den projektorienterede og praksisnære undervisning giver mulighed for nye relationer og andre roller for eleverne, hvor igennem trivslen øges både for den enkelte og for alle som fællesskab uanset om man er højt begavet eller har brug for ekstra hjælp til at lære.
Hvert projekt afsluttes med en fremvisning. Det kan være for andre klasser, andre skoler, for forældre og bedsteforældre, eksterne samarbejdspartnere, for lokalsamfundet m.m. Det vigtige her er, at eleverne styrkes i at reflektere over og kommunikere om deres læring.
Denne læringsform hænger uløseligt sammen med den elevstyrede læringssamtale. Vi arbejder med elevens fordybelse og aktive refleksion over egen læring. Læs mere herom under fanen "Den elevstyrede læringssamtale"